I går kl 15:12 er det en uge siden udbruddet af vulkanen i Cumbre Vieja startede. Området har gennem årene haft mange vulkaner, sidst i 1971, hvor Teneguia var i udbrud i 24 dage. Så en uge for en vulkan med 12 udgange er ikke meget. Men det er meget generende for alle her på øen. Især de der er hårdest ramt og har mistet alt. Lavaen fra vulkanen flød ned ad bjergsiderne i flere fingre og tog alt med sig. Huse, andre bygninger, biler og alt hvad der blev dyrket. Nogle nåede at hente ting ud, medens andre måtte set alt forsvinde.
En skole blev jævnet og en kirke (i Todoque) blev også ramt af lavaen. Lavaen har en mur foran sig på ca. 12 meter, og bevæger sig meget langsomt, især på de flade områder. Lavaen har også blokeret vejene. Så der er ufremkommeligt til flere steder. Der er blevet evakueret omkring 6000 personer i byen Puerto Naos og de omkringliggende små byer. Hvordan man kommer til dem når vejene er dækket af lava er ikke til at vide.
Lavaen nåede et sted i går havet i en lille mængde, men når der vælter meget lava i havet, venter man en eksplosion og udsendelse af gasser. I mellemtiden bliver mange steder dækket af lava aske. Her i San Antonio, 12 km fra udbruddet, har vi fejest rigtig meget aske sammen.
Og det vil sikkert fortsætte så længe vulkanen er i udbrud.