For danskere har La Palma stået i skyggen af de mere kendte steder som Tenerife, Gran Canaria og Lanzarote. Men med en artikel i Ældresagens blad (febr. 2007) blev der fortalt om “To ukendte søstre i Atlanten”, nemlig de to kanariske øer La Palma og den mindre La Gomera. Denne artikel var startskuddet til en større interesse for La Palma. Det er på denne baggrund at denne hjemmeside er blevet til.
Rejsebureauerne skriver om øen: La Palma er den frodigste og smukkeste af alle de kanariske øer. Den kaldes Isla Bonita – den smukke ø.
La Palma kaldes også den grønne ø – Isla Verde
Denne artikel blev bragt i Ældresagens blad i begyndelsen af 2007
To ukendte søstre i Atlanten La Palma og La Gomera er to af de syv Kanarie-øer, som byder på en eksotisk oplevelse, du ellers skal rejse meget langt for at nå.
Tekst: Jens Henrik Nybo
Krateret synes uendeligt. Langt, langt nede i dybet anes grønne trætoppe, som mest af alt heroppe fra ligner broccoli. Solen kaster sene eftermiddags-stråler ned over panoramaet og efterlader kilometerlange skygger fra de mastodontiske klippefremspring, som overalt skyder frem fra den næsten 2,5 kilometer lodrette kratervæg, der omgiver dette skue. Vi befinder os i nationalparken Caldera de Taburiente på øen La Palma. Det gigantiske hul i jorden fylder 4.700 hektar med en diameter på 10 kilometer og 30 kilometer i omkreds. Selve krateret er 800 meter dybt, men herfra hvor vi står øverst på en bjergtop, går det lukt 2,5 kilometer ned. Lidt senere driver skyer ind fra vest, og meget snart har der lagt sig et hvidt vattæppe over den nederste del af krateret. Kun de øverste af de vilkårlige klippefremspring rager op over skydækket. Synet nærmer sig et uvirkeligt, surrealistisk maleri. Intet mindre. Caldere de Taburiente er så spektakulær, at de færreste næppe forbinder lokaliteten med Kanarie-øerne.
Grøn, vild og frodig
Det er ikke desto mindre tilfældet. Øen La Palma, hvis navn de fleste forveksler med ø-gruppens største by, Las Palmas på Gran Kanaria, ligger som den nordvestligste af de i alt syv Kanaria-øer. Øen er pæreformet og måler omtrent 50 kilometer i længden. Dens kælenavn er ”La Isla Bonita” – den smukke ø. Og dette superlativ fortjener den til fulde. Grøn, frodig, vild – og ikke mindst høj – i ordets bogstaveligste forstand. Den er faktisk klodens højeste ø, hvis man måler dens areal i forhold til dens højde. På bare syv kilometer fra havet rejser den sig til det højeste punkt i knapt 2.500 meters højde ved Roque de los Mucharos. ”El Observatorio Astrofisico” ligger blot få kilometer herfra. Her er verdens største og mest avancerede teleskop installeret til en værdi af næsten 1 milliard kroner. Dronning Margrethe var i øvrigt med til at indvie hele det astronomiske palads i 1985, fordi også Danmark har en aktie i dette fantastiske observatorium.
I bil eller til fods
La Palma har et veludbygget vejnet, som gør det ideelt at udforske øen i en udlejningsbil eller i en taxi. Lejer du bil, er du fri til at gøre afstikkere og improvisere på livet løs. Så kan du smide bilen ved en af de talrige rastepladser, tage vandrestøvler på og begive dig ind i vildnisset. Øen huser et væld af organiserede vandrestier. Velafmærkede og nemme at forcere. De gamle kongeveje er genskabt, så der nu er hele 80 ruter at vælge imellem. Der er skilte overalt. De røde skal man bruge flere dage til, de gule klares på en dag, mens de grønne er overstået på et par timer. Nogle af de mest populære findes i nationalparken Los Tilos, som huser enorme laurbærtræer, hvis indtrængende dufte du nærmest bliver euforiseret af.
Kultur og historie
Når naturen har fået nok opmærksomhed, er der kultur at give sig hen til. Og her er La Palma’s hovedstad” Santa Cruz måske Kanarie-øernes mest prominente eksempel på spansk arkitektur. Renæssance og barok findes i overmål hos kirker, klostre, portaler og museer. Mest kendt og værdsat er de mange borgerhuse med maleriske træbalkoner langs byens havnefront. Santa Cruz er ikke bare fornem arkitektur. Den er også en levende by med knapt 20.000 indbyggere. Her findes hyggelige cafeer, restauranter, gågader og smagfulde forretninger – alt sammen fri for anmassende turistgøgl. Her er der dømt rar og smagfuld stemning. På intet tidspunkt er der optræk til den plat, som ellers findes ved de store turistdestinationer på Gran Canaria og Tenerife.
La Gomera
Forbløffende få har sat deres ben på La Palma – lidt flere på den anden af de ”ukendte” Kanarieøer, La Gomera. Som ligger 45 minutter fra Tenerife med hurtigfærge. La Gomera er nærmest at betegne som en kuglerund sten. Dens kælenavn er ”La Isla Rendonda” den runde ø. Og hvilke herligheder, den rummer. Lad os starte med øens lille hovedstad, San Sebastian. Smuk og yndefuld på sin egen meget provinsielle måde med hvide, fladtagede bygninger, der nærmest ser ud til at klatre op ad de omliggende højder. San Sebastian har plads i historiebøgerne, fordi Colombus lagde til her i 1492, inden han 6. september sejlede til Amerika. Angiveligt har han tilbragt længere tid her, fordi han fandt en elskerinde, som forhalede hans planer.
Fløjt til naboen
La Gomera er en vidunderlig køn og rar ø. Ligesom indianerne i Nordamerika brugte røgsignaler til at kommunikere med, så brugte datidens canarier fløjt til at meddele sig med. De dybe slugter, som overalt flankerer øens sider, gjorde det svært at nå frem. Derfor måtte man ty til raffinerede metoder at kommunikere på. Og det skete ved fløjt, som i vindstille vejr kunne høres i op mod 10 kilometers afstand. Skal man udpege et par attraktioner, er der to bud: Først og fremmest Valle Gran Rey. En overdådig dal, hvis vægge rejser sig lodrette. På disse skarpe stigninger har bønderne etableret terrasser, hvor alskens dyrkbare vækster gror. Indimellem troner kridhvide bondehuse. Dalen fører ad hårnålesving ned til Atlanten, hvor der findes en af de få, gode badestrande. Den anden store attraktion er nationalparken Garajonay, som UNESCO har på sin verdensarv-liste. Den dækker 10 procent af øens areal og rummer Europas sidste urskov – heriblandt de ældste af de laurbærtræer, som engang fandtes her. (FAKTA)
Transport
Kun få charterselskaber flyver til La Palma og La Gomera, men de er nemme at komme til fra Gran Canaria og Tenerife. Katamaranfærgen fra Tenerife til Gomera tager 45 minutter og koster cirka 200 kroner. Cirka det dobbelte i tid og pris til La Palma. Flypriser lidt dyrere. Billeje cirka 250 kroner pr. dag, cirka 550 kroner for tre dage.
Mad, drikke og overnatning
Mad og drikke er generelt billigt. Bestil overnatning i forvejen, hvis du ikke deltager i et arrangement. Et dobbeltværelse koster cirka 400 kroner for god standard. En tre-retters middag koster cirka 140 kroner, en flaske vin cirka 100 kroner. Det er generelt sikkert at spise maden på restauranter og drikke vand fra hanen.
Klima
Klimaet på La Palma og La Gomera er cirka 22 grader om dagen og 16 grader om natten om vinteren. Op til 30 grader om dagen i fx marts. I 2.500 meters højde på La Palma er der med garanti sne i februar og marts.
Sikkerhed
Sikkerheden er generelt høj på Kanarieøerne, men medbring sund fornuft. Vær på vagt over for gade-plattenslagere. Kanarie-øerne modtager hver dag flere illegale bådflygtninge fra Afrika, som falbyder alt mellem himmel og jord for at overleve en ny, barsk tilværelse i Europa.